Haderslev Lærerkor, et blandet kor med et bredt repertoire.

Koret blev dannet i 1952 af nu afdøde seminarielektor Henning Ravn Jensen. I starten bestod koret udelukkende af lærere og derfor blev navnet naturligvis Haderslev Lærerkor. I dag er kun ca. halvdelen af Korets medlemmer lærere, og koret er åbent for alle.

Korets repertoire bestod før i tiden mest af rene klassiske korværker, bl.a Handels Messias, Bachs Juleoratorium og flere Store Requier.
Repertoiret er nu blevet betydeligt bredere, idet der bl.a. også arbejdes med nyere og mere rytmiske korværker.

I de senere år har koret Været på flere korrejser, bl.a. til Paris, Baskerlandet, Holland, Skotland, Le Puy og Wittenberg. Nogle af turene har været på udvekslingsbasis, og det har så medført, at vi har haft genbesøg af de kor, hvis gæstfrihed vi har benyttet os af.
Korets nuværende dirigent, Edna Rasmussen, er til daglig leder af musikskolen i Aabenraa. Hun kom til koret i 2000, og er meget engageret i korarbejde, både på det praktiske og på det organisatoriske plan. Koret har i hende en meget dynamisk og målrettet korleder.

Som repetitør har koret den glæde at kunne benytte Mark Glynn.

 

kor 50-3

 

Vedtægter for Haderslev Lærerkor

  1. Korets navn er Haderslev Lærerkor, og det har hjemsted i Haderslev Kommune
  2. Koret har til formål som udøvende at dyrke dansk og udenlandsk kormusik indenfor både den klassiske og lettere rytmiske genre. Koret arbejder fortrinsvis a cappella, men arbejder lejlighedsvis sammen med instrumentalensembler og orkestre, og samarbejder i øvrigt med andre kor om større arrangementer.
  3. Koret har endvidere til formål at bibringe det enkelte kormedlem en musikalsk indsigt med udgangspunkt i korsang
  4. Som medlem kan alle optages, der har interesse for korsang, idet der dog skal tages hensyn til korets størrelse og balancen mellem stemmerne. Inden optagelse finder sted, skal der normalt aflægges en stemmeprøve for korets leder og en repræsentant for bestyrelsen.
  5. Udmeldelse af koret kan ske halvårligt – medio august og medio januar
  6. Der afholdes en årlig generalforsamling inden udgangen af maj måned med følgende dagsorden:
    1. Valg af dirigent
    2. Bestyrelsens beretning
    3. Regnskab
    4. Vedtagelse af kontingent
    5. Valg af formand for bestyrelsen
    6. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer
    7. Valg af revisor og revisorsuppleant
    8. Indkomne forslag
    9. Eventuelt
  7. For at kunne blive behandlet på generalforsamlingen skal evt. forslag være bestyrelsen i hænde senest én uge før generalforsamlingen.
  8. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel.
  9. For at blive valgt skal man være til stede på generalforsamlingen eller skriftligt have tilkendegivet, at man er villig til valg.
  10. De to bestyrelsesmedlemmer vælges i to omgange
  11. Revisoren og revisorsuppleanten vælges ligeledes i to omgange.
  12. Bestyrelsen vælges for ét år ad gangen og konstituerer sig ved det første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen med kasserer og sekretær. Bestyrelsen udpeger nodearkivar.
  13. Bestyrelsen ansætter en dirigent for koret og i samråd med dirigenten en repetitør. Bestyrelsen tilrettelægger sæsonens arbejde i samråd med dirigenten og evt. ad hoc indkaldte medlemmer af koret.
  14. Dirigenten og repetitøren ansættes for ét år ad gangen. Deres ansættelse kan fra begge sider opsiges med 3 måneders varsel.
  15. Kontingentet betales halvårligt.
  16. Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med mindst 2 ugers varsel, når det ønskes af bestyrelsen eller skriftligt begæres af mindst en tredjedel af korets medlemmer.
  17. Der afholdes normalt én ugentlig øveaften.
  18. Er man forhindret i at møde til en øveaften, meddeles dette så tidligt som muligt til et af bestyrelsens medlemmer.
  19. Ønsker et almindeligt flertal af de fremmødte på en generalforsamling at nedlægge koret, skal bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor et almindeligt flertal af de fremmødte vil kunne træffe beslutning om nedlæggelse af koret.
  20. Korets eventuelle opløsning skal finde sted på en ekstraordinær generalforsamling, som er indkaldt specielt til dette formål. Eventuelle overskydende midler anvendes til velgørende eller almennyttige formål fortrinsvis af musikalsk karakter og i Haderslev Kommune efter den opløsende generalforsamlings beslutning.

Således vedtaget på ekstraordinær generalforsamling d. 15. maj 2012

_______________________ ______________________

Dirigent Henning Lausten Kasserer Peter Aldershaab

_______________________ _______________________

Formand Inger Bork-Larsen Bestyrelsesmedl. Kirsten Kvist

webdesign Webvenbjerg.dk & SEO Metatags.dk